Et uddrag af IoD-Nyhedsbrev nr. 1 5. årgang, september 2001:

Islamisk fundamentalisme

 - også i Danmark (i uddrag)

Islam fremtræder nu om stunder som en fredens og tolerancens religion. Men sådan forholder det sig ikke, skriver fhv. domprovst Poul Erik Andersen.

_____________________

Af POUL E. ANDERSEN

         Vi hører dagligt om de ugerninger, som de militante islamiske fundamentalister begår, og vi er faktisk allerede på vej til at indstille os på, at fundamentalistiske bevægelser hører med i vort verdensbillede som selvstændige, uomgængelige aktører.

          Alle steder, hvor de får råderum, spirer volden frem, og den vokser efterhånden næsten uhæmmet. De kan leve enten i nær tilknytning til regimet som i Saudi-Arabien, Iran, Afghanistan eller Sudan, eller som brede, men velorganiserede bevægelser i  kamp med systemet som i Tyrkiet, Ægypten, De palæstinensiske områder og Algeriet. Det blodige slagterhåndværk, som udføres af GIA og FIS i Algeriet har mindst kostet 50.000 mennesker livet, P.F.L.P. og Hamas på palæstinensisk område fører ligeledes deres terrorpolitik overfor civilbefolkningen med flybortførelser, bombeattentater og selvmordsaktioner. Refah Partisi i Tyrkiet trækker blodige spor langt ind i Europa, overfald på turister i Ægypten er ganske meningsløse, og lokale terrorangreb som mod World Trade-center vidner om en ubegribelig umenneskelighed.

Legitime børn af islam

          I alle muslimske lande myrder de radikale bevægelser kunstnere, journalister og islamkritiske intellektuelle i hundredevis (Rolf Stolz: Kommt der Islam). I mediedækningen af disse begivenheder synes det ofte, som om man forsøger at undlade at trække en direkte forbindelse mellem de fundamentalistiske bevægelser og den store verdensreligion islam. Sagen er imidlertid, at de fundamentalistiske bevægelser er legitime børn af islam, omend hærdet og styrket gennem fattigdom og politisk undertrykkelse. De har i høj grad deres udspring netop i islam.

          De store profet Muhammad med de enestående evner både i religiøs og politisk henseende og med de store modsætninger i personligheden, gjorde bevidst brug af terroren som våben i sit politiske opgør med Mekka og modstanderne i Medina (Frede Løkkegaard: Muhammad ). Og i profetens forbillede kan de militante fundamentalister i høj grad finde deres næring. Måske er det derfor, at stærke muslimske regimer har så svært ved at tage afstand fra fundamentalisternes voldspolitik.

          Mærkværdigvis har der i de seneste årtier langsomt dannet sig et nyt billede af islam. Nu fremtræder islam i mange kredse som en fredens og tolerancens religion med plads til både kristne og jøder inden for sine grænser, som rammen om et kulturskabende folk med misundelsesværdig forståelse af familie- og samfundsværdier og med alvorlig respekt for sit religiøse grundlag. Dette folkebillede står så fast, så det i dag er næsten helligbrøde at nuancere det.

Liberale strømninger

          Men sagen er imidlertid, at islam ikke er nogen fredselskende og tolerant religion, selvom der breder sig moderate og liberale strømninger i flere lande, og selvom mange muslimske indvandrere, også i Danmark, langsomt tilpasser sig nye skikke. Islam er grundlæggende en krigerreligion. Dens grundlægger og forbillede Muhammad beundres og forherliges. Og barmhjertighed kendes kun muslimer imellem. Den ud fra Koranen begrundede hellig krig, djihad mod alt, som krænker islam, kan forstås i mange henseender, men lige fra Muhammads dage har den også betydet kamp imod vantro. Så sent som i 1991 kunne Irak opfordre til djihad mod USA, mens andre muslimske stater opfordrede til djihad mod Irak. Der er heller ikke tvivl om, at de fleste palæstinensere opfatter kampen mod Israel som djihad.

          Men netop krigen mellem muslimske lande, mellem Iran og Irak, Irak og Kuwait-Saudi-Arabien viser, hvor let kampberedskabet udløses også i nyere tid.

          At islam skulle være en tolerant religion modsiges af de interne opgør i muslimske lande, borgerkrigen i Afghanistan, kampene i Libanon og Algeriet, forfølgelsen af kurderne, af sumpirakerne, og udryddelseskrige i Sydsudan og i Nigeria.

          Myten om tolerancen er sikkert opstået under islams voldsomme ekspansion i syvhundredtallet. Her foretog man ikke nogen systematisk udryddelse af de oprindelige beboere, men da man ikke selv havde befolkningsunderlag til at regere de undertvungne lande pålagde man jøder og kristne “bogens folk” en religionsskat og gjorde så i øvrigt brug af dem ved landets administration. Senere hen har det været småt med tolerancen. De få tilbageblevne kristne og jøder på muslimsk område lever under kummerlige forhold. De kristne grusomheder under korstogene syner af meget lidt i sammenligning med den muslimske fremfærd overfor de armenske kristne. Langt over en million blev udryddet i årene 1914-15. Et kendt tyrkisk ministerord beskrev udåden således: “Det armenske spørgsmål skaffer man bedst af vejen ved at skaffe armenierne af vejen”. Intet under, at Hitler var optaget af begivenheden. Flere hundred tusinde kristne i Sydsudan er myrdet af det islamiske diktatur i Khartoum. I Nigeria er brutaliteten overfor de kristne ligeså udbredt.

Tolerance i skævt lys

          Den islamiske tolerance sættes også i et skævt lys af den kendsgerning, at mens muslimske indvandrere i europæiske lande udfolder deres religiøse liv på linie med andre religiøse samfund og f.eks. indretter moskeer i stort tal (i Danmark over 100 ), så er de få kristne menigheders liv i de muslimske lande stærkt begrænset. Annoncering af gudstjenester er som regel forbudt, kirker kan mig bekendt ikke opføres. I Saudi-Arabien findes kristne kirker slet ikke, end ikke halssmykker med kors er tilladt. I Indonesien blev i 1995-96 flere hundrede kristne kirker nedbrændt. I Nordnigeria har der i de seneste 10 år været flere forfølgelsesbølger med mindst 50.000 kristne ofre og afbrænding af hundreder af kirker. (ABD AL MASIH: Der Islam). På det moralske område er tolerancen måske endnu mindre. En seksuel forbindelse mellem en europæisk mand og en ugift muslimsk kvinde udløser dødsdom. En far modtager officiel ros for at nedskyde sin datter, fordi hun førte bil, og et tyveri betales stadigvæk med en hånd. Kritik af en religiøs tradition kan i Iran udløse en dødsfatwa.

          Fundamentalisterne præger livet i deres hjemlande, men også i indvandrerlande er de stærkt repræsenteret. De er organiserede i radikale grupperinger med tæt forbindelse til hjemlande. I Danmark kendes især P.F.L.P. (Folkefronten til Palæstinas befrielse”) (Blekingebanden) og for tiden A.I.C.P. (“Islamisk forening for Velgørende Projekter”). (Bl.a. muslimske friskoler). Begge er organisationer med hjemsted i Mellemøsten. Adskillige topfolk hentes til Danmark, og udenlandske imamer med radikale synspunkter er aktive ved koranskolernes undervisning af børn og unge. Blandt hundreder af muslimske organisationer i Tyskland vurderer “Verfassungsschutz”, at 22 er radikale. Nogle af dem virker i europæisk sammenhæng og kan have forbindelse til Danmark. Det vil være naivt at tro, at ingen af de mange andre radikale islamiske paraplyorganisationer, der arbejder i europæisk regi, skulle have repræsentation i Danmark.

          Aflæggeren af det tyrkiske Velfærdsparti, Refah Partisi med navnet Milli Görus (Det islamiske samfund Millie Görus) f.eks. har efter egne oplysninger i 1995/96 161.536 medlemmer i Europa. (Spuler-Stegemann: Muslime in Deutschland). Dets målsætning består i “På verdensplan at bringe den retfærdige orden til magten”. Karakteristisk for sådanne foreninger er, at de oftest fremtræder med “veldædige” navne og formål.

          De ideologiske holdninger bag fundamentalisterne hentes fra Koranen. For dem som for alle muslimer er Koranen og Sunnaen, dvs., de nedskrevne samlinger af profeten Muhammads sædvaner (hadith) trosgrundlag. Men mens muslimske teologer prøver at tolke nye samfundsændringer i lyset af Koranen og Sunnaen, afviser fundamentalisterne enhver udvikling, der har fundet sted efter kaliffen Alis død i år 656. Derfor ønsker alle fundamentalister, selvom der også hos dem er forskellige opfattelser, at skabe en stat på det fundament, der er skitseret i Koranen. De mener, at når man praktiserer den oprindelige islam, så vil islams sejr over den ganske verden være inden for snarlig rækkevidde.

          Det drejer sig om at indføre den muslimske Gudsstat, byggende på den guddommelige islamiske ret, sharia. Og religionen skal bruges som middel til at opnå politisk magt. De fleste er fyldt med afsky overfor verdsligt demokrati og statsdannelse. Derfor må enhver integration af indvandrede i den verdslige stat afvises, og gamle islamiske dyder fastholdes.

          Der har kun i ringe omfang kunnet påvises organiseret terrorvirksomhed i Danmark, men en ganske uforsonlig holdning kommer ofte til udtryk. Ved en panelsamtale i K.B.-Hallen om religionsfrihed og religionslighed blev den fremtrædende muslim Abdul Wahid som paneldeltager spurgt, hvordan han forholdt sig til en netop i Iran afsagt dødsdom over en person, der havde omvendt en muslimsk kvinde til bahai-religionen.

Rimelig dom

          Abdul Wahid svarede, at det var rimeligt, at manden var blevet dømt til døden. Som muslim måtte man følge sharia og være konsekvent. Og han gav udtryk for, at sharia ville blive indført i Danmark, så snart der var skabt et flertal af muslimer.(Præsteforeningens Blad 42, 1998). Eksempler på vold i flygtningecentre er der nok af. Der er også eksempler på opgør i familiekredse med drab til følge. Her kan radikale sysnpunkter have været mærkbare. De har også kunnet spores i den såkaldt tørklædesag og bag kravet om særlig adgang for muslimer til offentlige svømmehaller. Og de stopper ikke har. Der er heller ikke tvivl om, at unges voksende aggression mod alt dansk er fundamentalistisk inspireret. Det samme mærker man bag den voksende kritik af de nye integrationsregler.

          Der er ingen, der ved, hvor mange fundamentalister, der er i Danmark. Når man forsøger at klarlægge dette spørgsmål, støder man ind i det mærkelige taqyyia-begreb. (oprindelig et shiitisk begreb), som vi godtroende danskere dårligt forstår, men absolut bør være opmærksomme på. Taqyyia betyder forstillelse, og det udtrykker, at sandhed, især i religiøse anliggende kan være et tvetydigt begreb. Under visse forhold kan en muslim undlade at sige sandheden. Hvis det gavner islams sag, må han gerne skjule sine egentlige hensigter under høflig imødekommenhed. Det er derfor i praksis vanskeligt overhovedet at få en forestilling om, med hvilke holdninger de muslimske indvandrere møder det danske samfund. En tysk forsker, Hildegard Becker (Manuskript af 23. juni 1997) udtrykker tyske erfaringer således: “Hovedproblemet er dobbeltbundetheden.

          Overfor tyskere og på tysk sprog betoner man uafladeligt, at man står på grundlovens grund og ønsker dialog. Men overfor tyrkere og på tyrkisk er hetzparolerne mod det tyske demokrati, mod pluralismen og det angiveligt sædeligt forrådnede tyske samfund langt stærkere.

Jyllands-Posten 22-11-1998: